Omkostningsanalyser


Amgros laver omkostningsanalyser på terapiområdet på baggrund af lægemidlernes pris samt en vurdering af, hvilket ressourceforbrug der følger med brugen af de enkelte lægemidler. Amgros finder den viden i nær dialog med de relevante afdelinger på sygehusene og sygehusapotekerne. Efterfølgende godkender Medicinrådet vores beregninger.

Medicinrådets fagudvalg udarbejder en behandlingsvejledning for et terapiområde. I behandlingsvejledningen indgår det kliniske sammenligningsgrundlag, som blandt andet beskriver, hvilke lægemidler og doser der er ligestillede til de enkelte indikationer. På vegne af Medicinrådet udarbejder Amgros efterfølgende det udvidede sammenligningsgrundlag. Det består af det kliniske sammenligningsgrundlag samt en omkostningsanalyse af det ressourceforbrug, der er knyttet til brugen af de enkelte ligestillede lægemidler.

Når Amgros skal estimere ressourceforbruget, beder vi både relevante afdelinger og sygehusapoteker om at besvare specifikke spørgsmål i relation til brugen af de ligestillede lægemidler. Denne proces er med til at sikre, at ressourceestimaterne afspejler dansk klinisk praksis bedst muligt. For at sikre det bedst mulige grundlag for vurderingen gennemgår Amgros desuden eventuel foreliggende dansk litteratur og inddrager andet relevant materiale. Leverandørerne har mulighed for at sende sundhedsøkonomiske analyser på aktuelle terapiområder til medicin@amgros.dk.

Når vi har estimeret ressourceforbruget, gennemfører vi en omkostningsanalyse. Den skal berige det udvidede sammenligningsgrundlag med enhedsomkostninger for de inkluderede ressourcer samt priser for inkluderede lægemidler. De lægemiddelpriser, vi anvender i omkostningsanalysen, er listepriser (apotekernes indkøbspris eksklusive moms). I det udvidede sammenligningsgrundlag anvender vi de samme rammer for ressourceforbrug og omkostninger, som er beskrevet i Metodevejledning for omkostningsanalyser af nye lægemidler og indikationer i hospitalssektoren.

Medicinrådet skal godkende det udvidede sammenligningsgrundlag. Efter godkendelsen publicerer rådet det på sin hjemmeside. Amgros anvender det herefter som grundlag for det efterfølgende udbud.

ENDELIGT SAMMENLIGNINGSGRUNDLAG

Det endelige sammenligningsgrundlag er det udvidede sammenligningsgrundlag, hvor vi erstatter listepriser med tilbudspriserne fra udbudsrunden. Medicinrådet udarbejder lægemiddelrekommandationen på baggrund af det endelige sammenligningsgrundlag.

Lægemiddelrekommandationen offentliggøres på Medicinrådets hjemmeside.

Vi følger op på regionernes efterlevelse af lægemiddelrekommandationerne ved at udarbejde kvartalsvise monitoreringsrapporter.


Vi ser også på omkostningerne til de varme hænder

Når Amgros skal vurdere, hvilket lægemiddel, der er billigst inden for samme terapiområde, vurderer vi det ud fra en helhed. Det betyder, at vi ikke alene ser på lægemidlets pris, men også tager højde for de omkostninger, der er forbundet med brugen af det pågældende lægemiddel

LÆS HELE ARTIKLEN HER

Læs mere

Omkostningsanalyser

Analog konkurrence

Når Medicinrådet skal vurdere flere lægemidler inden for samme terapiområde, udarbejder de en behandlingsvejledning.

LÆS MERE
Omkostningsanalyser

Sundhedsøkonomi

I Amgros understøtter vi Medicinrådet med vurdering af økonomiske analyser for nye lægemidler og udvidelser af indikationer.

LÆS MERE

Sune Lindgaard

Chef

Jeg er ansvarlig for driften og udviklingen af Business intelligence og sundhedsøkonomi. Jeg sikrer, at afdelingen stolt kan sige, vi er den samarbejdspartner, der får tingene til at lykkes.