VI VIL FORSÆTTE DEN GODE DIALOG OM ATLERNATIVE AFTALER


Alternative aftaler kan være et redskab til at sikre patienternes adgang til nye effektive lægemidler. På et fælles temamøde onsdag den 5. marts drøftede Lif, Medicinrådet og Amgros, hvornår alternative aftaler er den rigtige løsning.

6. MARTS 2025

Hvornår er alternative aftaler en god løsning til at skabe adgang til nye lægemidler?

Det var emnet for et fælles temamøde, som Lif, Medicinrådet og Amgros havde inviteret til onsdag den 5. marts 2025.

Alternative aftaler kan for eksempel være prisaftaler, hvor prisen for et lægemiddel afhænger af de faktiske økonomiske konsekvenser for sundhedsvæsenet, når en behandling tages i brug, eller aftaler, hvor den endelige betaling afhænger af, om lægemidlet har den forventede effekt. Prisaftalerne forhandles mellem Amgros og lægemiddelvirksomhederne, og Medicinrådet tager  stilling til, om aftalen sikrer en rimelig pris og risikodeling mellem lægemiddelvirksomhederne og sundhedsvæsenet.

- Vores mål er, at patienterne på de danske hospitaler får adgang til nye effektive lægemidler til rimelige priser, og alternative aftaler kan være en måde at håndtere usikkerhed i datagrundlaget ved nye lovende behandlinger. Derfor skal vi i fællesskab blive enige om, hvad der skal til for, at en alternativ aftale i tilstrækkelig grad deler den usikkerhed, der nogle gange er ved nye behandlinger, siger Søren Gaard, direktør for Medicinrådet.

AFTALERNE SKAL HÅNDTERE USIKKERHED

Et af de emner, der blev diskuteret på temamødet, var hvad der skal til for at en alternativ aftale kan indgås mellem Amgros og lægemiddelvirksomhederne. Aftalerne skal håndtere de væsentlige usikkerheder, der kan være forbundet med nye lægemidlers effekt eller omkostningerne ved at bruge det. De skal være praktisk mulige at implementere, og vi skal have metoder til at opsamle data for lægemidlets faktiske effekt og de reelle omkostninger ved at bruge behandlingen på de danske hospitaler. 

- For det meste kan beslutninger om at anvende nye lægemidler træffes med afsæt i de traditionelle aftaler mellem Amgros og virksomheder om ”flade rabatter”. Men med nye former og grader af dokumentation kan vi opleve usikkerhed omkring størrelsen af lægemidlernes faktiske effekt. Det skaber behov for alternative typer af aftaler. Derfor er det meget positivt, at vi er enige om at fortsætte den gode dialog med Medicinrådet og Amgros om, hvordan vi håndterer denne usikkerhed og får bedre processer og flere alternative aftaler, siger Ida Sofie Jensen, koncerndirektør i Lif.

MEGET ÅBNE FOR ALTERNATIVE AFTALER

Nye statusopgørelser fra Amgros viser, at Amgros har indgået 10 alternative aftaler ud af i alt 37 anmodninger i perioden 2021-2024.  Opgørelsen viser, at der kan være mange forskellige årsager til, at anmodningerne ikke bliver til noget, fx hvis konkurrencesituationen ikke tillader det eller hvis Medicinrådet ikke har anbefalet lægemidlet til standardbehandling for patienterne i Danmark.

- I Amgros er vi meget åbne over for at indgå alternative aftaler, fordi det er tydeligt, at de kan være med til at sikre patienterne adgang til nye og effektive lægemidler. Men det er også tydeligt, at det er et komplekst område med mange forskellige interesser. Derfor er en fælles temadag som den, vi netop har afholdt, et godt grundlag for at fortsætte den konstruktive dialog mellem de forskellige parter, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

Læs Amgros oversigt over alternative aftalemodeller her

FAKTA

Alternative aftaler afviger fra de almindelige prisaftaler, hvor der typisk er forhandlet en fast pris for en bestemt periode.

De alternative aftaler kan være effektbaserede, hvis der er usikkerhed om lægemidlets effekt. Her kan betalingen helt eller delvist bortfalde, hvis patienten ikke får den forventede gavn af behandlingen.

Aftalerne kan også være økonomisk betingede. Det kan være relevant, eksempelvis hvis der er stor usikkerhed om, hvor mange patienter der er til en bestemt behandling. Her kan aftalen være, at prisen falder med stigende forbrug, eller lægemidlet bliver helt gratis efter et bestemt forbrug.

Se status på alternative aftaler her

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.

 

Marie Gerstrøm Kristiansen

Chef

Min opgave er at præge den strategiske retning for rådgivning af vores samarbejdspartnere i forhold til nye lægemidlers vej til det danske marked. 
Vi forhandler pris og aftalevilkår for de nye lægemidler, og understøtter den efterfølgende implementering i regionerne.