Ansættelsesproces


I Amgros lægger vi vægt på en grundig, tydelig og professionel rekrutteringsproces. Det er vores mål, at alle ansøgere får en god og tryg oplevelse, uanset om processen ender i en ansættelse eller i et afslag. Her på siden kan du læse mere om, hvad du kan forvente af os, hvis du søger et job i Amgros.

Grundighed er en af de fire kerneværdier, der gennemsyrer alt, hvad vi foretager os i Amgros. Det gælder også for vores rekruttering, som vi tager dybt seriøst. Vi har en klar struktur for vores rekrutteringsproces, og den sikrer, at alle ansøgere bliver behandlet på lige vilkår. Udover at finde den helt rigtige kandidat er det vores mål, at alle ansøgere har en god og tryg oplevelse af forløbet.

DIN ANSØGNING

Hvis du ønsker at søge et job i Amgros, skal du holde øje med vores stillingsopslag og sende din ansøgning til den ledige stilling, du er interesseret i. Vi modtager ikke uopfordrede ansøgninger.

Se aktuelle ledige stillinger her.

BEHANDLING AF ANSØGNINGER

Når du har sendt din ansøgning til Amgros, modtager du altid en kvittering, der bekræfter, at vi har modtaget din ansøgning.

Alle indkomne ansøgninger administreres i vores rekrutteringssystem. Det er derfor vigtigt, at du altid sender din ansøgning via det link, der fremgår i stillingsopslaget, og ikke sender din ansøgning pr. e-mail eller brev.

Vi screener ansøgningerne løbende eller efter endt ansøgningsfrist alt afhængig af, hvad der fremgår af stillingsopslaget.

JOBSAMTALERNE

Når vi har vurderet alle ansøgninger til den ledige stilling, udvælger vi med udgangspunkt i kvalifikationer og kompetencer de kandidater, som vi ønsker at se til en første samtale. Ud over den rekrutterende leder deltager der typisk en medarbejder fra den pågældende afdeling. Samtalen er din mulighed for at uddybe din ansøgning og dit CV, og den er vores chance for at vurdere, om arbejdsindhold, kolleger og du matcher hinanden.

På baggrund af første samtale udvælger vi de kandidater, vi inviterer til anden samtalerunde. Her går vi mere i dybden med jobbet og med dine personlige og faglige kvalifikationer. Ved størstedelen af vores anden samtaler benytter vi en personlighedstest, som du vil få en personlig tilbagemelding på. Afhængig af jobbet kan du også blive præsenteret for en teknisk eller faglig case, som du skal løse.

Efter anden samtale indhenter vi som oftest referencer fra dine tidligere arbejdsgivere. Det sker naturligvis kun efter aftale med dig. Til visse stillinger vil der desuden være en tredje samtale med Amgros’ administrerende direktør.

ANSÆTTELSE

Hvis vi tilbyder dig jobbet, får du besked mundtligt.

AFSLAG

Vi har stor respekt for, at kandidater investerer deres tid i at søge stillinger i Amgros. Derfor leverer vi altid en respons til alle ansøgere, som vi ikke kan tilbyde en stilling.

Bliver du ikke inviteret til samtale, modtager du en e-mail med vores afslag. Og har du været til samtale, får du en mundtlig tilbagemelding med en forklaring på, hvorfor du ikke fik jobbet.

Se ledige stillinger her

Ansættelsesproces

Ledige stillinger

Vi annoncerer alle aktuelle ledige stillinger i Amgros via stillingsopslag her på hjemmesiden

Læs mere

Birgitte Behrendt Kutter

HR koordinator

Jeg arbejder bredt med HR, herunder rekruttering, onboarding, trivsel, planlægning af kurser og personaleadministration.

Monica Donde

HR seniorspecialist

Jeg arbejder med en bred pallette af HR opgaver herunder kompetenceudvikling, rekruttering, employer branding samt rådgivning