Nordiske lande styrker fælles forhandlinger


Indkøbsorganisationerne bag Nordisk Lægemiddelforum har nu godkendt fælles retningslinjer og kriterier for fælles prisforhandlinger på nye lægemidler. Målet er mere favorable og bæredygtige priser. Og at lægemidlerne kommer hurtigere ud til patienterne.

Nyhedsoversigt
13. JUNI 2023

Vi har gjort det før. Og vi vil gøre det igen. Fælles nordiske forhandlinger er kommet for at blive.

Derfor er er indkøbsorganisationerne i Island, Norge, Sverige og Danmark blevet enige om retningslinjer og kriterier for fælles prisforhandlinger på nye lægemidler.

De nye principper bygger på de erfaringer, som landene har fået ved de fælles nordiske forhandlinger, som allerede har fundet sted.

- I den fælles nordiske strategi, som vi lancerede i foråret 2023, har vi en ambition om at styrke de fælles forhandlinger om nye lægemidler. Derfor er det et helt naturligt næste skridt, vi nu tager ved at udvikle fælles guidelines for vores fremtidige forhandlinger. Det sender et klart signal til gavn for vores samarbejdspartnere, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

De fire lande har allerede gennemført fælles prisforhandlinger på Genterapierne Zynteglo og Libmeldy. Disse erfaringer viser, at der er klare fordele ved fælles forhandlinger.

- Fælles forhandlinger mellem landene skaber et større marked. Det kan gøre det mere attraktivt for vores leverandører, da det jo kan øge muligheden for at introducere nye lægemidler til et samlet nordisk marked på én gang. Som borgere i små lande er fælles forhandlinger derfor en klar fordel for både Island, Danmark, Sverige og Norge, siger Hulda Harðardóttir, Project Manager for Pharmaceutical Procurement Department Landspítali, The National University Hospital of Iceland.

SAMME UDFORDRINGER FOR LANDENE

Udfordringerne med nye lægemidler er de samme i alle de nordiske lande. De er ofte forbundet med høje omkostninger og begrænset evidens. Landene har derfor alle et ønske om at kunne forhandle sig frem til mere favorable og bæredygtige priser, der gør det muligt at sikre patienterne adgang til nye lægemidler i rette tid.

- Her kan vi med vores fælles forhandlinger være med til at understøtte de nationale beslutningstagere, som er med til at bestemme, om landene skal tage nye lægemidler i brug. Det tror jeg på sigt vil komme til at få en væsentlig betydning for prioriteringen af de mange nye lægemidler, der hele tiden kommer på markedet, siger Tommy Juhl Nielsen, direktør, Pharma Division at Sykehusinnkjøp HF in Norge.

LEVERANDØRERNE FÅR ÉN KONTAKTPERSON

Selv om de fælles forhandlinger foregår med indkøbsorganisationer i fire forskellige lande, har landene forsøgt at indrette principperne, så enkelt som muligt. Så leverandørerne ikke oplever et bureaukratisk besvær.

Leverandøren vil få én kontaktperson, som repræsenterer alle de lande, der måtte deltage i en forhandling. Og resultatet af forhandlingen vil være det samme i alle landene. Men først og fremmest vil de fælles retningslinjer gøre kriterierne for forhandlingerne mere gennemsigtige.

- Det synes vi er er en meget vigtig fordel. Leverandørerne har krav på at kende kriterierne for vores fælles forhandlinger. Det vil understøtte deres forretning. Og selv om jeg allerede synes, at vi har et meget fint forhold til vores leverandører, kan mere klare retningslinjer samtidig styrke tilliden til det arbejde, som finder sted i landenes indkøbsorganisationerne, siger NT-rådets ordförande Gerd Lärfars.

Læs mere om principperne i det fælles nordiske statement

Læs mere om Nordisk Lægemiddelforum

Læs mere om fælles prisforhandlinger

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.