Hurtige og effektive skift af lægemidler

For at et helt nyt lægemiddel skal kunne tages i brug som standardbehandling på de offentlige sygehuse, skal Medicinrådet først vurdere og anbefale det. Det gælder også, hvis et lægemiddel med udvidet indikation skal anbefales til standardbehandling.

Når der findes flere lægemidler til at behandle en sygdom med, kan vi i Amgros lave et udbud, hvor vi lader de forskellige lægemidler konkurrere mod hinanden i et nationalt udbud. Formålet er at skabe konkurrence og opnå lavere priser.

For at Amgros kan lave et udbud kræver det dog, at Medicinrådets fagudvalg kommer med en ny behandlingsvejledning for et terapiområde, som eksempelvis lungeområdet. Behandlingsvejledningen beskriver, hvilke lægemidler der er klinisk ligestillede – det vil sige lige gode til at behandle patienter med inden for det pågældende terapiområde. Dette gælder både for lægemidlers effekt og eventuelle bivirkninger.

Når vi i Amgros har fundet vinderne af dette udbud, skal Medicinrådet udarbejde en såkaldt lægemiddelrekommandation. Her indplacerer Medicinrådet de ligestillede lægemidler alt efter hvem, der har vundet udbuddet, så hospitalerne kan se, hvilke lægemidler hospitalerne bør vælge i forhold til pris.

For at støtte op om regionernes implementering af Medicinrådets lægemiddelrekommandationer og anbefalinger af nye lægemidler og indikationer, udarbejder Amgros det, vi kalder et implementeringsnotat. Her informerer vi blandt andet om de økonomiske effekter, hvis et nyt lægemiddel skal tages i brug eller en lægemiddelrekommandation skal efterleves. Derudover fortæller vi om forskellige markedsforhold og planer for udbud.

På den måde sikrer vi både, at regionerne kan indregne medicinudgifterne hertil i deres budgetter, og at de er forberedt på, hvad der kommer til at ske inden for et terapiområde.

Når vi har udarbejdet og udsendt implementeringsnotatet, mødes Implementeringsgruppen, som består af repræsentanter fra regionerne - sygehusapoteker, lægemiddelkomiteer og kliniske farmakologer - og Amgros.

Alle medlemmer af gruppen har direkte forbindelse til den praktiske implementering. Gruppen diskuterer, hvordan implementeringen kan foregå i praksis, og hvilke praktiske forhold, selve implementeringen kan være forbundet med. Drejer det sig fx om et nyt lægemiddel, der ligner et, som hospitalerne allerede bruger, diskuterer regionerne, hvad de tænker at gøre. De taler også om, hvor hurtigt de tror, at de vil skifte lægemidlerne, og hvordan de vil gøre det. Hvilke ressourcer et skift vil kræve. Om det nye lægemiddel kræver mere plads og anden håndtering. Og om patienterne måske nu skal ind på hospitalet oftere.

De enkelte regioner beslutter herefter hver især, hvordan de vil implementere lægemiddelskiftet. Det foregår typisk i en proces, hvor de i Implementeringsgruppen løbende sammenligner forbruget på tværs af regionerne. For på den måde at lære og sparre med hinanden og være med til skabe konsensus på tværs af regionerne.

Når de på hospitalerne skal skifte lægemiddel, kræver det, at de opdaterer deres guidelines. Hvis en guideline for fx leddegigt beskriver, at man i en særlig situation skal bruge ét bestemt lægemiddel, men faktisk nu skal bruge et andet, skal regionen opdatere deres guideline.

Det samme gælder for oplysninger i den elektroniske patientjournal. Også den skal opdateres, så den omfatter det nye lægemiddel. Lægemidlet skal også skiftes ud fysisk – både på sygehusapoteket og ude i medicinrummet. Derudover skal personalet måske oplæres i at håndtere et nyt lægemiddel, og måske skal patienten oplæres i den praktiske brug.