Læger måber over ny behandling af cystisk fibrose.
Sådan lyder overskriften i en artikel i Dagens Pharma om de hidtil usete positive erfaringer ved at behandle patienter med lungesygdommen cystisk fibrose.
Ifølge Dagens Pharma har patienter oplevet, at deres lungefunktion er øget med op til 30-40 pct. på en uge, og at de nu ikke hoster så meget, som de har gjort før. En del patienter har lægerne endda fjernet fra ventelisten til en lungetransplantation, simpelthen fordi de har fået det så meget bedre, at det ikke er nødvendigt lige nu og her.
Det er angiveligt en kombination af lægemidlerne Kaftrio og Kalydeco fra medicinalvirksomheden Vertex Pharmaceuticals, som nu fuldstændigt har ændret livet for rigtig mange danskere med cystisk fibrose.
- Det er virkelige gode nyheder, vi nu hører fra lægerne på Rigshospitalet. Ikke mindst fordi Amgros tilbage i 2018 måtte igennem lange og seje forhandlinger med medicinalvirksomheden Vertex for at få aftalen i hus, som sikrede, at lægemidlerne kunne tages i brug som standardbehandling på offentlige hospitaler i Danmark, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.
Det særlige ved aftalen med Vertex var ikke, at vi på de offentlige, danske hospitaler nu fik mulighed for at bruge firmaets lægemiddel til patienter med cystisk fibrose. Lægemidlet, som dengang hed Okambi, var allerede på markedet.
Det særlige var, at vi med kontrakten kunne se frem til at behandle et stort antal af de flere hundrede patienter i Danmark, der lider af cystisk fibrose, med den nyeste medicin inden for området. I tæt samarbejde med både den tidligere vicedirektør Herlev / Gentofte Hospital og nuværende formand for Medicinrådet, Steen Werner Hansen, og to af landets førende læger inden for cystisk fibrose, lykkedes det nemlig Amgros at forhandle sig frem til en rimelig pris - som omfattede både nuværende og kommende præparater til behandling af cystisk fibrose.
Med Vertex-aftalen har patienter med cystisk fibrose med Vertex-aftalen ikke alene fået adgang til den nyeste medicin. De har også fået hurtig adgang til den nyeste medicin. En adgang, som formentlig har været blandt de hurtigste i EU.
- Med aftalen lykkedes det altså ikke alene at gøre et dyrt lægemiddel hurtigt tilgængelig til mange flere patienter. Det lykkedes os også at sikre patienterne adgang til alle de nye lægemidler, som Vertex efterfølgende sender på markedet. Som lægemidlerne Kaftrio og Kalydeco, der i de første resultater fra Rigshospitalet nu viser så banebrydende resultater for patienter med cystisk fibrose. Jeg vil derfor gerne benytte denne glædelige anledning til endnu engang at takke alle dem, der var med til at gøre det muligt at få aftalen med Vertex forhandlet på plads, siger Steen Werner Hansen, formand for Medicinrådet.
Ved aftalen med Vertex har vi i Amgros forsøgt at finde en rimelig pris på en ny type kontrakt, som omfatter alle firmaets nuværende og kommende præparater til behandling af cystisk fibrose.
Aftalen er skruet sådan sammen, at vi med et fast månedligt beløb kan få leveret de pakninger af Vertex’ lægemidler indenfor cystisk fibrose, som vi skal bruge.
Derfor adskiller kontrakten sig på mange måder fra vores normale rammeaftaler. Især fordi vi her betaler et fast årligt beløb – uanset, hvor mange patienter vi behandler og hvor mange produkter fra Vertex, de har brug for. De aftaler, som Amgros indgår, er hovedsageligt rammeaftaler, hvor regionerne ikke er forpligtet til at betale medmindre, de indkøber en vare.
Læs mere her: https://www.amgros.dk/viden-og-analyser/artikler/aftale-sikrer-patienter-med-cystisk-fibrose-nyeste-behandling/
Kontakt
Karen Torgny
Seniorspecialist- kommunikation
Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.