Det er også tiden på året, hvor vi ser tilbage på vores fælles resultater. I år har vi sammen gennemført mere end 191 udbud, mange konstruktive forhandlinger og – i tæt samarbejde med sygehusapotekerne og vores leverandører – sikret en stabil og tryg forsyning af lægemidler til danske hospitalspatienter.
Vores fælles indsats har samtidig gjort det muligt for sundhedsvæsenet at bruge ressourcerne endnu mere effektivt. Det har samlet set betydet økonomiske gevinster på over 10 milliarder kroner, som kan komme patienter og sundhedsvæsen til gode.
Men året har også budt på vigtige fremskridt inden for lægemiddelområdet – både i Danmark og i Norden. Udviklingen af avancerede terapier som genterapi og cellebehandling går stærkt, og vi er stolte over, at Regeringen og Danske Regioner har etableret ATMP-Denmark og placeret sekretariatet hos Amgros. Samtidig har strategien for personlig medicin givet området yderligere fremdrift. Målet er klart: Danmark skal være blandt de førende lande i verden, når det gælder forskning og anvendelse af de nyeste behandlinger – og vi er godt i gang.
I 2025 har vi også fået ansvaret for sekretariatet til en ny forsøgsordning, hvor Amgros forhandler priser på udvalgte lægemidler, som sælges direkte til borgerne via private apoteker. Det bygger på vores mange års erfaring med at sikre forsyning og lave priser til sygehusene – og vi har allerede taget de første skridt i den nye opgave.
Bæredygtighed har været et gennemgående tema i vores arbejde. Vi har styrket indsatsen for grønne indkøb, reduceret spild og fremmet cirkulære løsninger i samarbejde med aktører på tværs af sektoren. Det arbejde glæder vi os til at videreudvikle sammen med jer.
Samarbejde og dialog er grundstenene i vores organisation. Derfor var det en stor glæde at fejre 10-års jubilæum for Nordisk Lægemiddelforum – en platform for videndeling og fælles løsninger på tværs af landegrænser. En vigtig milepæl i år var, at Region Skåne som den første svenske region har valgt at deltage i næste fælles nordiske udbudsrunde sammen med indkøbsorganisationerne i Island, Norge og Danmark.
Når vi ser frem mod 2026, står vi over for nye og komplekse opgaver. Et centralt tema bliver beredskab på lægemidler – især i lyset af den aktuelle geopolitiske situation. Vi tror på, at vi sammen med regionerne, industrien og myndighederne fortsat kan sikre forsyning, kvalitet og stabilitet på lægemiddelområdet.
Vi ønsker dig og dine kære en glædelig jul og et godt nytår.
De bedste hilsner
Amgros