Kampen for at sikre forsyningen af lægemidler er ikke blevet mindre med årene. Slet ikke, hvis man kommer fra et lille marked, som landene i Norden gør.
Det er en af de vigtigste grunde til, at indkøbsorganisationerne i Island, Norge og Danmark siden 2020 har gennemført fælles udbud på lægemidler. Og en rigtig god grund til, at Region Skåne nu har også har besluttet at tilslutte sig samarbejdet og blive en del af de fællesnordiske udbud - som i EU bliver anset for at være en ”best practice”.
- At sikre adgangen til kritiske lægemidler er en central del af vores regionale beredskab. Ved at gå sammen med vores nordiske nabolande kan vi stå stærkere, mindske sårbarheden i forsyningskæderne og være bedre rustet til at møde fremtidige udfordringer. Det nordiske samarbejde viser igen sin styrke. Sammen kan vi opbygge et mere robust og sikkert sundhedsvæsen for vores borgere, siger Carl-Johan Sonesson, formand for Region Skåne.
Siden planlægningen af det første nordiske udbud har indkøbsorganisationerne i Danmark, Norge og Island håbet på, at en eller flere svenske eller finske regioner ville tage del i de fælles nordiske udbud. Når små markeder går sammen, kan det blive mere attraktivt for leverandørerne at byde ind, og det øger mulighederne for at sikre forsyningen af lægemidler.
Når Region Skåne nu bliver en del af samarbejdet sender det et stærkt signal om nordisk sammenhold i en usikker tid. Samtidig bliver landenes samlede marked i de nordiske udbud forøget med ca. 11,5 procent.
- I Nordisk Lægemiddelforum er vi meget glade for, at Region Skåne nu bliver en del af de fælles nordiske udbud. Hvis andre regioner i Sverige eller Finland også ønsker at deltage, er vi selvfølgelig meget åbne for det - for I en usikker verden med usikre forsyningskæder og lavere forsyningssikkerhed har vi, små lande, meget at vinde ved at samarbejde, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros og forperson i Nordisk Lægemiddelforum.
Udbudsmaterialet for det nye nordiske udbud, som Region Skåne kommer til at være en del af, bliver publiceret i 2026.
Region Skåne har cirka 1,4 millioner indbyggere. Norge 5,6 millioner indbyggere, Islands 0,4 millioner indbyggere, og Danmark har cirka 6 millioner indbyggere.
I regi af Nordisk Lægemiddelforum har Danmark, Norge og Island lavet fælles udbud siden 2020. Det er blevet til i alt fire udbud – tre store fælles udbud med flere lægemidler og et enkelt lille udbud med kun ét lægemiddel.
Lægemidlerne, der har været omfattet af udbuddene, har hovedsageligt været forskellige smalspektret antibiotika.
Siden 2022 har indkøbsorganisationerne i landene indarbejdet miljøkriterier i udbuddene, og vi arbejder også med forsyningssikkerhedskriterier.
Kontakt
Karen Torgny
Seniorspecialist- kommunikation
Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.
Rasmus Syberg Hazelton
Teamleder
Jeg er ansvarlig for at drive Amgros’ internationale arbejde. Jeg bidrager desuden med strategisk sparring på politiske spørgsmål, og jeg har ansvaret for koordineringen af Amgros’ ledelsessupport.