UDGIFTEN TIL LÆGEMIDLER ER STEGET MED TRE PROCENT


Udgiften til lægemidler er over de seneste 12 måneder steget med cirka tre procent i forhold til de forrige 12 måneder. Det viser tallene fra Amgros’ Markedsovervågning for 3. kvartal 2025.

Alle nyheder
4. NOVEMBER 2025

Ser vi på omsætningen over de seneste 12 måneder, ligger den på cirka 10,160 milliarder kroner og er altså dermed steget med 3 % i forhold til de forrige 12 måneder. Samtidig stiger indkøbet opgjort i mængder (Definerede Døgn Doser) med 4,5 %. Det vil sige, at sygehusapotekerne over de seneste 12 måneder har indkøbet lægemidler med en lavere gennemsnitlig pris pr. DDD. Det kan være udtryk for et generelt faldende prisniveau, men også at sammensætningen af de lægemidler, som sygehusapotekerne generelt indkøber, er ændret.

Stigningen på tre procent over de senest 12 måneder skal ses i sammenhænge med, at årets tre første kvartaler samlet set ender med stort set status quo i omsætningen.

Omsætningen af lægemidler i januar-september 2025 ligger på cirka 7,006 milliarder kroner og er dermed faldet med kun 0,1 % i forhold til samme periode sidste år. Samtidig er indkøbet opgjort i mængder DDD (Definerede Døgn Doser) steget med 3,5 %. Det betyder, at sygehusapotekerne har indkøbt lægemidler med en lavere gennemsnitlig pris pr. DDD end i samme periode sidste år.

Når vi betragter de absolutte ændringer i omsætningen i kroner-øre de seneste 12 måneder, finder vi stigninger inden for stort set alle såkaldte sygdomsområder. Det er dog fortsat lægemidler til behandling af kræft og autoimmunsygdomme, som driver udviklingen i omsætningen.

Læs mere i Amgros’ Markedsovervågning for 3. kvartal 2025.

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.