Et år i pandemiens tegn


Som en af dem, der er med til at sikre forsyningen af lægemidler til de offentlige danske sygehuse, har 2020 været et udfordrende år for Amgros. Men vi har været hurtige til at omstille os og via dialog med vores samarbejdspartnere at finde nye veje.

Læs flere artikler om Amgros her
5. FEBRUAR 2021

Amgros har til opgave at sikre, at de offentlige danske sygehuse har den medicin til rådighed, som de har brug for. Det er en opgave, som vi til hverdag løser i tæt samarbejde med sygehusapotekerne, leverandører og grossister. Og gennem løbende dialog med vores ejere i regionerne, med Lægemiddelstyrelsen, med klinikere og andre centrale aktører i sundhedsvæsenet. 

Under pandemien er vi alle hurtigt rykket tættere sammen og har arbejdet på højtryk for at sikre, at der var lægemidler nok til de danske patienter på sygehusene.   

- Helt tilbage i marts måned 2020 begyndte vi i Amgros at opbygge lager af lægemidler, samtidig med at sygehusapotekerne udbyggede deres lager.  Det har blandt andet betydet, at vi på intet tidspunkt har manglet kritiske lægemidler på de offentlige sygehuse, og at antallet af restordrer på hospitalslægemidler generelt er reduceret med 20-30 procent, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

ALLE PARTER ER MED TIL AT SIKRE FORSYNINGERNE

Rent praktisk har vi i vores indsats med at sikre forsyningen af lægemidler arbejdet ud fra forskellige behovslister. Og det har vi gjort i samarbejde med kliniske farmakologer fra de fem regioner, de otte sygehusapoteker og Lægemiddelstyrelsen. 

- Alle har de været med til at udvælge hvilke lægemidler, Amgros burde købe ekstra af i denne særlige situation. På den måde har vi sikret, at hospitalerne både har fået deres basale, men også kritiske lægemidler til behandling i forbindelse med for eksempel både Covid-19 og andre svært syge patienter.

INDUSTRIEN HAR SIKRET VARERNE

Det har naturligvis ikke været let for vores leverandører pludselig at skulle levere lægemidler ud over det allerede aftalte. Industrien har over tid optimeret deres forretning – i alle led. 

- Der er derfor ingen tvivl om, at vores leverandører har været nødt til at tænke kreativt for at kunne imødekomme de mange ekstra ordrer, der pludselig er tikket ind fra Amgros. Det samme gælder vores samarbejdspartnere i engrosleddet. Her har vi været godt hjulpet af et mangeårigt tæt samarbejde, som bygger på tillid og forståelse for hinandens forretning.

SIKKER FORSYNING AF SYGEHUSAPOTEKERNES EGENFREMSTILLEDE PRODUKTER

Under hele pandemien har vi også haft stort fokus på de særlige lægemidler, som sygehusapotekerne selv fremstiller, og som Amgros ejer markedsføringstilladelserne til. Det drejer sig om de såkaldte SAD-lægemidler. 

Forløbet i foråret gjorde det tydeligt, at den mulighed, vi har i Danmark med selv at fremstille nogle velkendte, behandlingskritiske, registrerede lægemidler, kan være rigtig gavnlig i en krisesituation. 

- Vi så jo konkrete eksempler på, at der i Europa var bekymring om mangel på lægemidler. Det var lægemidler, som vi her i Danmark har i vores SAD-sortiment. Men sygehusapotekerne havde allerede sikret sig råvarer og emballager til disse lægemidler. Så på den måde har sygehusapotekerne sikret forsyningen af disse særlige lægemidler i Danmark. Ikke bare her og nu, men godt ud i fremtiden.

GODT OVERBLIK OVER VORES LAGRE

Siden marts 2020 har Amgros indberettet de samlede lagre af sygehuslægemidler til Lægemiddelstyrelsen. Med varierede frekvenser har vi indsamlet lagerdata fra sygehusapotekerne, fra leverandører, der holder lager for Amgros, samt fra vores eget lager. Vi overfører samtidig kontinuerligt viden til Lægemiddelstyrelsen. På den måde har Lægemiddelstyrelsen kunne følge udviklingen i hele vores fælles lageropbygning. 

Denne kontinuerlige indsamling af viden betyder, at vi og vores samarbejdspartnere altid kan få et overblik over, hvor vi skal sætte ind for at sikre forsyningen af lægemidler – herunder ikke mindst i forhold til de potentielt kritiske lægemidler. 

LÆRERIGE ERFARINGER

Vi har lært rigtig meget af den aktuelle krise, som vi vil tage med ind i fremtiden. 

Vi har lært, hvor vigtigt det er at kunne handle hurtigt og at kunne tilpasse sig nye muligheder. Vi har lært, hvor vigtigt det er at have sammenhængende it-systemer. Og ikke mindst, hvor vigtigt det er at have gode samarbejdsrelationer både nationalt og internationalt. 

- Med den forandrede verden og fremtid, vi nu kigger ind i, må vi nok se i øjnene, at vi fremover skal være endnu mere forberedte på at kunne håndtere situationer, som den vi står i netop nu. Men med de mange erfaringer, vi alle har gjort os under pandemien, er vi nu endnu mere forberedte, siger Flemming Sonne.

FAKTA

Et behandlingskritisk lægemiddel defineres som et lægemiddel, der, hvis det ikke gives, kan medføre betydelig sygdoms-forværring og eventuelt død i løbet af kortere tid (fx en uge).

LÆS MERE

Tag også et kig i vores markedsovervågning for 4. kvartal 2020, hvis du er interesseret i at læse mere om, hvordan regionernes samlede indkøb af hospitalslægemidler gennem Amgros udvikler sig i årets løb.

Vi viser også forskellige nøgletal og fortæller om hovedtendenserne i indkøbene.