Internationalt samarbejde skal understøtte adgang til ny medicin


Amgros og en række lignende organisationer fra Europa og Canada vil samarbejde og dele viden om forhandlinger af nye, dyre lægemidler - for at understøtte adgang til dem.

25. NOVEMBER 2022

Mange af udfordringerne er de samme for de indkøbsorganisationer, der indkøber lægemidler. Der er oftere usikker evidens for effekten af nye og dyre lægemidler, og de stigende udgifter til medicin presser sundhedsvæsnets budgetter.

Derfor giver det god mening for indkøbsorganisationer på tværs af lande at mødes, udveksle erfaringer og lære af hinanden. Med det udgangspunkt mødtes 10 organisationer fra ni forskellige landene tilbage i juni 2022 til en todages workshop i København.

Fokus på workshoppen var blandt andet, hvilke udfordringer indkøbsorganisationer møder, specielt når der forhandles nye og dyre lægemidler. Organisationerne var enige om, at man fremadrettet ville fokusere på, hvor man kan håndtere manglende effektdata på nye, dyre lægemidler, så vi sikrer stabil og effektiv adgang til dem. Og hvordan vi i den forbindelse kan dele viden med hinanden om vores forhandlinger med leverandørerne – naturligvis med respekt for regler og aftaler.

Workshoppen har efterfølgende resulteret i, at organisationerne har udarbejdet en fælles udtalelse, hvori de bekræfter, at de vil fortsætte og udbygge samarbejdet.

- Som nationale indkøbere af hospitalslægemidler oplever vi alle stigende pres på vores budgetter. Derfor giver det god mening, at vi udveksler viden på tværs af landegrænser. Her har vi allerede god erfaring med vores samarbejde inden for de nordiske lande. Men vi ser bestemt også fordele ved at udbygge det til andre lande. Afgørende for os er, at vi fortsat skal kunne sikre en stabil adgang til effektive og nye lægemidler, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

Læs udtalelsen fra organisationerne ved at klikke på dette link (på engelsk).

FAKTA

Organisationerne bag udtalelsen er:

Amgros I/S (Denmark), Sykehusinnkjøp (Norway), Swedish Association of Local Authorities and Regions (Sweden), Landspítali (Iceland), National Center for Pharmacoeconomics and the Corporate Pharmaceutical Unit of the Health Service Executive (Ireland), Ministerie van Volksgezondheid, Welzijn en Sport (The Netherlands), RIZIV-INAMI (Belgium), Infarmed (Portugal), and the Pan-Canadian Pharmaceutical Alliance and Patented Medicine Prices Review Board (Canada).

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.