Sammen støtter vi Ukraine


I tæt samarbejde med Beredskabsstyrelsen, Nomeco og Lægemiddelstyrelsen har Amgros sendt cirka 400 paller og 12 lastbiler af sted med lægemidler. Både til borgere i Ukraine og dem, der er flygtet til Moldova og Polen

Se kvartalsfokus i Markedsovervågning for 1. kvartal 2022
10. MAJ 2022

Det kommer ikke af sig selv, når man på rekordtid skal sende cirka 185.000 pakninger med lægemidler af sted til et område i krig. Men det hjælper vældig meget, når man omgiver sig med dygtige og nære samarbejdspartnere. Det gør vi i Amgros.

- I Danmark har vi heldigvis et velfungerende set up, når det kommer til at forsyne de offentlige hospitaler med lægemidler. Vores fælles dialog og arbejdsprocesser viser gang på gang, at alle led i forsyningskæden fungerer og tager ansvar. Det er en væsentlig grund til, at vi som sundhedssystem er kommet igennem pandemien uden medicinmangel til patienterne på de danske hospitaler. Og at vi i det hele taget har kunnet holde antallet af restordrer på det samme lave niveau igennem de seneste år. Nu har vores nationale set up også vist, at vi på rekordtid har kunnet sende lastbiler af sted med lægemidler til Ukraine, Polen og Moldova, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

Det er regeringen, som har besluttet, at Danmark skal hjælpe Ukraine og de mange flygtninge ved blandt andet at donere lægemidler. Men forud ligger en liste med behov for lægemidler – sendt fra Ukraine til EU. Her er det HERA (EU’S kriseberedskab), som styrer og kordinerer de mange donationer, så landene ikke donerer de samme lægemidler, men tværtimod sikrer, at donorlandene sender de forsyninger afsted, som Ukraine rent faktisk efterspørger og har brug for.

GODT HJULPET AF STOR LAGERKAPACITET

Det er på den baggrund, at Lægemiddelstyrelsen beder Amgros om at vurdere, hvilke og hvor mange lægemidler vi kan levere – uden, at det samtidig går ud over forsyningen af lægemidler til de danske hospitaler.

Her har vi på en paradoksal måde været hjulpet af pandemien. Den fik Lægemiddelstyrelsen til at bede Amgros om at sikre, at vi havde tilstrækkeligt med medicin - for at undgå en situation, hvor vi pludselig ikke kunne levere lægemidler til patienterne på regionernes hospitaler. Amgros etablerede derfor som noget nyt et større nationalt sikkerhedslager – som supplement til de lagre, sygehusapotekerne allerede har.

Det er denne større lagerkapacitet, der nu har gjort os i stand til at levere lægemidler til Ukraine og landets nærområder.

RECEPTIONEN HAR KOPIERET INDLÆGSSEDLER

Den store lagerkapacitet betyder også, at det ikke kun er en snæver gruppe af lægemidler, Danmark har kunnet sende af sted. Det er en bred vifte af lægemidler, som omfatter næsten alle såkaldte ATC-koder.

Når Lægemiddelstyrelsen har sagt god for de lægemidler, som vi har vurderet, at vi vil kunne levere, er medarbejdere i vores afdeling for Indkøb og Forsyning gået i gang med at vurdere og beregne, hvordan lægemidlerne skulle pakkes. Hver lastbil har kunnet indeholde 33 paller med lægemidler.

Dertil kommer arbejdet med at kvalificere indlægssedlerne, som jo alle har været på dansk. Her har Lægemiddelstyrelsen sørget for alle de engelske versioner. Da det ikke har været muligt hurtigt at kopiere indlægssedler til cirka 185.000 pakninger, har løsningen været at lave en kopi pr. lægemiddel samt en elektronisk version gemt på USB-stik til hver af de 10 udleveringssteder. I Amgros har vores reception stået for at kopiere alle indlægssedlerne og samlet dem i kuverter til de hospitaler, som i sidste ende har modtaget lægemidlerne.

Nomeco, som står for Amgros’ lager, har stået for at pakke og laste lægemidlerne. Beredskabsstyrelsen har stået for flag til kasser og paller for at kunne signalere, hvor lægemidlerne kommer fra og skal til. Beredskabsstyrelsen har også haft ansvaret for selve transporten. De har bestilt lastbilerne hos BHS Logistics. Og hentet indlægssedler i Amgros. Sammen med Nomeco og Amgros har de aftalt endelig afgang med transportfirmaet.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at arbejdet med at sikre donationerne har givet kollegaer i Amgros en del mere at se til. Men når det er sagt, vil jeg også gerne understrege, at det her ikke har været en enkelt organisations arbejde og fortjeneste. Vi har været sammen om at støtte Ukraine. Det kan vi alle være glade for og stolte over, siger Flemming Sonne.

I kvartalsfokus i Markedsovervågningen for 1. kvartal 2022 kan du også læse mere om, hvordan vi forbereder os på at kunne behandle ukrainske flygtninge for eksempelvis tuberkulose og HIV.

 

 

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.