Som tidligere fortalt har Amgros’ underleverandør været ramt af et hackerangreb. Derfor har flere af Amgros’ systemer været ude af drift siden midten af sidste uge.
Vi har heldigvis løbende fået klargjort systemer, og på tirsdag den 19. maj kl. 10 kan vi åbne Leverandør- og Udbudsportalen igen.
Både internt i Amgros og hos vores underleverandører har vi brugt lang tid på at sikre, at Leverandør- og Udbudsportalen er fuld funktionsdygtig og uden fejl. For en sikkerheds skyld vil vi dog alligevel opfordre alle leverandører til at kontrollere, at eventuelle tilbud afgivet i systemet inden nedbruddet 6. maj stadig fremgår som ønsket. Det er leverandørernes eget ansvar at sikre, at afgivne tilbud på endnu ikke afsluttede udbud fremgår af systemet.
Nogle af vores igangværende udbud havde tilbudsfrist i den tidsperiode, hvor Leverandør- og Udbudsportalen har været ude af drift. Disse udbud vil få forlænget tilbudsfristen. Alle øvrige udbud vil blive vurderet individuelt med henblik på at fastslå, om de skal have forlænget tilbudsfristen som følge af nedbruddet.
Senest tirsdag den 19. maj kl. 10 vil alle tilbudsfrister, der skal udskydes, være udskudt. Følg med på Leverandør- og Udbudsportalen.
Hvis I har spørgsmål, skal I være velkomne til at skrive til os på udbud@amgros.dk.