Amgros kerneopgave er, sammen med sygehusapotekerne, at sikre, at de nødvendige lægemidler er til rådighed for patienter på de offentlige hospitaler. Til rette tid, på rette sted og til rette pris. Og med miljøet for øje.
Det gør vi ved at tilrettelægge og gennemføre udbud og indkøb for regionerne. Og efterfølgende understøtte, at regioner og patienter hurtigst muligt får gavn af vores aftaler. I 2023 opnåede vi besparelser på 8,7 milliarder kroner. På den måde skaber vi økonomisk råderum, så flere mennesker kan tilbydes behandling for de samme penge.
For at stå imod perioder med forsyningssvigt eller en akut øget efterspørgsel på udvalgte lægemidler har vi etableret en national lagerløsning. Den giver os desuden mulighed for at indgå nye former for pris-og leveringsaftaler med leverandørerne.
Vi ejer markedsføringstilladelserne til SAD-lægemidlerne, som er en anden vigtig brik i forsyningen. Det er sygehusapotekerne, der fremstiller SAD-lægemidlerne. Amgros sikrer dokumentationen for, at lægemidlerne lever op til myndighedernes krav.
Amgros løser mange af de opgaver, som vores ejere i regionerne ellers skulle have løst hver især. Vi er rådgiver og sparringspartner for centrale aktører i sundhedsvæsenet, som vi deler vigtig og høj specialiseret viden med.
Vi overvåger og analyserer markedet for lægemidler, så vi er på forkant med udviklingen. Vi stiller data og analyser til rådighed for vores samarbejdspartnere. På den måde løser vi en vigtig opgave ved at bidrage til bedre beslutningsgrundlag på sundhedsområdet.
Vi forhandler priser med leverandører, så Medicinrådet kan vurdere både pris og effekt, og på den baggrund anbefale nye lægemidler til standardbrug på hospitalerne. Samtidig understøtter vi et fællesregionalt samarbejde, der er med til at sikre, at patienterne hurtig kan få gavn af ny medicin, og at regionerne hurtigt kan indhente besparelser på nye aftaler med leverandører.
Vi driver fælles IT-løsninger, som er med til at understøtte forsyningen af hospitalslægemidler. Og vi faciliterer faglige fora med sygehusapotekerne, så vi kan dele viden og sammen udvikle samarbejdet om optimal brug af lægemidler.
På vegne af de fem regioner udbyder og indkøber Amgros høreapparater og supplerende udstyr til de offentlige høreklinikker. Med høje krav til teknologi og kvalitet.
Amgros er på den måde med til at skabe forudsætninger for mere sundhed.
Viden, dialog og samarbejde er vores vigtigste værktøjer. For Amgros er kun noget sammen med andre. Med vores ejere i regionerne, med vores samarbejdspartnere på sygehusapotekerne, med vores leverandører og med vores mange gode partnere i det administrative og politiske system.
Sammen med vores samarbejdspartnere har vi udviklet et stærkt og effektivt nationalt samarbejde. Her sidder vi centralt og har både indsigt og udsyn. Det gør os i stand til at forstå vores samarbejdspartneres behov og løse opgaver i hele værdikæden –lige fra leverandør til patient. Vi finder nye løsninger og får ting til at lykkes i en kompleks verden.
Vi bygger bro og forener viden på tværs af sektorer, regioner, organisationer og landegrænser. For markedet for medicin er globalt, og det danske lægemiddelmarked er lille. Derfor udvikler vi løbende samarbejdet med andre lande, så vi finder de bedste løsninger til at sikre forsyningen af lægemidler til patienter på de danske hospitaler.
Om Amgros
Organisering
Amgros er organiseret i to funktioner: Forsyning samt Forretningsudvikling og IT. Lær vores interne organisering bedre at kende her på siden.
LÆS MEREVores DNA
Med afsæt i patienternes behandlingsbehov køber Amgros medicin til sygehusene til rette pris, til rette tid og på rette sted. Og med miljøet for øje.
LÆS MERESamarbejde
Vi lever i en tid med væsentlige udfordringer - ikke mindst i forhold til vores klima og miljø. Derfor er vi i konstant dialog med vores samarbejdspartnere herhjemme og i udlandet. For det er, når vi lytter og samarbejder, at vi opnår de bedste resultater – for alle parter.
LÆS MERELedelse
Amgros er ejet af de fem regioner og ledet af en politisk bestyrelse og en direktion. Bestyrelsen er interessentskabets øverste ledelsesorgan og har det overordnede ledelsesansvar, mens direktionen varetager den daglige ledelse.
LÆS MEREKontakt
Karen Torgny
Seniorspecialist- kommunikation
Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.