Alle vindere er fundet. Så nu har vi afsluttet det andet fælles nordiske udbud på lægemidler. Et udbud, hvor vi på flere områder har sat nye milepæle.
- Først og fremmest er vi jo meget glade for, at det denne gang lykkedes os at strikke en model sammen, så de aftaler, vi har indgået med leverandørerne, også omfatter Island. Derudover er det for første gang lykkedes os - i tæt samarbejde med leverandørerne - at inddrage miljøkrav i vores udbud. Det bliver et område, som vi helt sikkert kommer til at arbejde videre med. Nu har vi taget første skridt, men målet må være, at vi sammen med leverandørerne sikrer en meget mere bæredygtig lægemiddelforsyning, siger Flemming Sonne, administrerede direktør i Amgros.
Island viste sig ved det første fælles nordiske udbud at være særligt udfordret. Allerede tidligt meldte flere leverandører ud, at det ikke ville være økonomisk fordelagtigt for dem at ansøge om markedsføringstilladelse til et så lille marked som det islandske. Og leverandører, som allerede havde markedsføringstilladelse til deres lægemidler, oplyste, at de på grund af særlige aftaler med agenter på Island ikke kunne deltage i udbuddet.
Det fik vi rådet bod på denne gang.
- Med støtte fra de islandske myndigheder og et vældig godt samarbejde med Islands Lægemiddelstyrelse lykkedes det at finde en model, så leverandører hurtigere kunne søge om markedsføringstilladelse. Vi er utrolig glade for at have modtaget tilbud på de islandske udbud. Resultatet har været, at flere lægemidler nu vil blive registeret på det islandske marked og udbudspriserne er nu betydeligt lavere, siger Hulda Harðardóttir , Project Manager for Pharmaceutical Procurement, Procurement Department Landspítali, Island.
Hvorfor prøve at løse udfordringer alene, når vi formentlig kan gøre det bedre sammen?
Det er grundtanken bag de fælles nordiske udbud af lægemidler til de offentlige hospitaler.
Alle ser vi stigende udfordringer med at forsyne hospitalerne med lægemidler. Hvis vi sammen med andre lande kan danne et større marked på udvalgte hospitalslægemidler, vil det blive mere attraktivt for leverandørerne, som kan byde ind på en større volumen.
- Noget kunne tyde på, at vi har fundet endnu et godt bidrag til, hvordan vi kan være med til at sikre forsyningen af lægemidler til vores hospitaler. Allerede ved det første fælles nordiske udbud fik vi tilbud på alle de lægemidler, vi udbød. Nu har vi gjort det igen. Det er lykkedes os også at opnå konkurrence på flere af udbuddene ved at flere tilbudsgivere indgav tilbud. Vi har derfor gode og vægtige grunde til at fortsætte ad denne vej, siger Tommy Juhl Nielsen, konst. direktør, Norge Sykehusinnkjøp HF, divisjon legemidler.
Da det er første gang, vi har skullet strikket et fælles udbud sammen, hvor miljø indgår som et kriterium, har det været spændende at se, om det havde nogen betydning for antallet af bydere.
Ud af 12 leverandører har 11 besvaret alle kriterierne om miljø. Det ser derfor ikke ud til, at bæredygtigheds- og miljøkriterierne har afholdt leverandørerne fra at afgive tilbud.
På de tilbud, vi har fået, har prisforskellen mellem vinder og taber dog i sidste ende været så stor, at miljø ikke blev det afgørende.
- I alle de tre nordiske lande har vi et stærkt ønske om at bidrage til den grønne dagsorden. Nu har vi taget et første væsentligt skridt. Derfor er vi er naturligvis meget tilfredse med, at vores leverandører har bakket så stærkt op om dette første nordiske udbud med miljøkriterier.
Og jeg vil gerne benytte anledningen til at takke leverandørerne for deres engagement og deltagelse i dette vores andet fælles nordiske udbud. Vi ser frem til et fortsat tæt samarbejde om at udvikle de fælles nordiske udbud. Næste gang med endnu stærkere krav til miljø, siger Flemming Sonne.
Da forsyning ud over pris og miljø var de kriterier, som vi vurderede udbuddene på, omfattede det fælles nordiske udbud 13 lægemidler, som alle befinder sig i det, vi kalder fase 5 og 6 i lægemidlets livscyklus. Her finder vi lægemidler, som potentielt er forsyningskritiske eller, hvor der de facto er monopol.
Helt præcist omfatter udbuddene følgende lægemidler:
- Ampicilllin
- Anagrelid
- Ceftazidim
- Ceftriaxon
- Cefuroxim
- Ciprofloxacin
- Gentamicin
- Meropenem
- Methotrexat
- Metronidazol
- Ondansetron
- Paracetamol
- Vancomycin
Indkøbsperioden for udbuddene løber fra den 1. april 2022 – 31. marts 2024 – med mulighed for forlængelse.
Miljøkriterierne omfattede dokumentation om miljøcertificering, redegørelse for miljøpolitik og redegørelse for miljøvenlig transport.
Kontakt
Karen Torgny
Seniorspecialist- kommunikation
Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.