Europæisk pris for fælles nordiske miljøkriterier


Island, Norge og Danmark har netop modtaget en ny europæisk pris for vores første fælles nordiske udbud, hvor vi også vægtede miljø som et kriterium. Vi får prisen for blandt andet at være en inspirerende rollemodel for andre organisationer

DEN 21. SEPTEMBER 2022

Da Island, Norge og Danmark i januar 2022 publicerede det første fælles nordiske udbud med miljøkriterier, skete det på baggrund af et grundigt arbejde blandt andet i samarbejde med lægemiddelindustrien.

Vi var derfor alle spændte på, om vi ville lykkedes med at få tilstrækkelige og gode udbud.

Det gjorde vi.

For det arbejde er vi nu blevet belønnet med en ny international pris: European Healthcare Procurement Awards 2022.

Bag prisen står EHPPA – The European Health Public Procurement Alliance – og Health Proc Europe.

- Jeg synes godt, vi kan tillade os at være både glade og stolte over at modtage en pris for det arbejde, vi sammen har lagt i at udvikle og gennemføre vores fælles nordiske udbud. For det er værd at huske på, at det trods alt kun var anden gang, vi publicerede et fælles nordisk udbud – og bare første gang, vi kunne sige til vores leverandører, at vi udover pris og kvalitet også ville vægte miljø. Men det er helt sikkert ikke sidste gang. Sammen med de andre nordiske lande vil vi forsætte og udvide vores samarbejde, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

FREMRAGENDE, BETYDNINGSFULDT OG SKALERBART

Prisen blev uddelt på en konference i Bruxelles, som blev afholdt den 20. og 21. september. De tre nordiske lande modtog prisen med følgende begrundelse:

Vores internationale videnskabelige komité har valgt jeres initiativ i kategorien Innovation & Procurement Excellence, fordi det er fremragende, meget betydningsfuldt, skalerbart og en inspirerende rollemodel for andre organisationer.

- Det er virkelig meget rosende ord, der her bliver sat på vores samarbejde. Det har været et stort arbejde, og vi var aldrig nået så langt uden god dialog og tæt samarbejde, forståelse og vilje på tværs af landegrænser og støtte fra myndigheder og interesser. Når det er sagt, vil jeg også gerne udtrykke, at det har været værdifuldt for Island at være med i det fælles nordiske udbud. Vi har både oplevet, at flere lægemidler blev registeret på det islandske marked, og at udbudspriserne blev betydeligt lavere, siger Hulda Harðardóttir, Project Manager for Pharmaceutical Procurement, Procurement Department Landspítali, Island.

Ud over kategorien for innovation og indkøb, uddelte de internationale alliancer også priser i kategorier for bæredygtighed samt digitalisering & gennemsigtighed.

GIVER MENING AT KUNNE INSPIRERE ANDRE LANDE

Island, Norge og Danmark besluttede at lave fælles udbud på hospitalslægemidler, fordi alle landene oplever voksende udfordringer med at sikre forsyningen og stigende priser. Udfordringerne med forsyningen gælder især den ældre medicin. Og det rammer i særlig grad mindre markeder som det nordiske. Læg dertil et globalt krav om, at alle må bidrage til at nå landenes ambitiøse mål for klima og miljø.

- Vi kan ikke tale om bæredygtighed uden også at se på den betydning, som lægemidler har for vores miljø og klima. Derfor har vi som nationale indkøbere af lægemidler ansvar for at gøre, hvad vi kan for at påvirke den bæredygtige dagsorden. Og det er ikke helt nemt, men nu er vi i gang. Ved at arbejde sammen om at stille fælles miljøkriterier er det lykkedes os at taget et vigtigt skridt hen imod at gøre vores indkøb af lægemidler mere bæredygtige. Og kan vi ovenikøbet inspirere andre lande i EU, så kan vores fælles indsats og samarbejde måske vise sig at give endnu mere mening, siger Tommy Juhl Nielsen, divisjonsdirektør, Norge Sykehusinnkjøp HF, divisjon legemidler.

Amgros modtog the European Healthcare Procurement Awards 2022 på vegne af de tre lande

FAKTA

EHPPA (The European Health Public Procurement Alliance) er en sammenslutning af europæiske nonprofit indkøbsorganisationer.

Health Proc Europe er en professionel platform for udveksling af viden og erfaringer mellem både private og offentlige indkøbsprofessionelle inden for sundhedsvæsenet. Medlemmerne kommer fra Østrig, Frankrig, UK, Tyskland, Italien, Holland, Norge, Portugal Schweiz

Læs mere om vores fælles nordiske udbud her 

Læs mere om Nordisk Lægemiddelforum her 

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.