Ny strategi styrker nordisk samarbejde om lægemidler


Verden omkring os forandrer sig, og Nordisk Lægemiddelforum følger med. Derfor lancerer medlemmerne fra de fem lande nu en ny strategi, der vil hæve ambitionerne og styrke samarbejdet på lægemiddelområdet.

Fælles nordisk strategi for lægemidler
20. APRIL 2023

Meget har ændret sig siden organisationer fra Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark etablerede Nordisk Lægemiddelforum i 2015. Pandemien har vist, at markedet for lægemidler er globalt og skrøbeligt – usikre forsyningskæder og forsyningssvigt er i dag kendte udfordringer i de nordiske lande. EU har lanceret en ny lægemiddel-strategi i 2020, der formentlig leder til en revision af den europæiske lægemiddellovgivning i foråret 2023. EU har desuden etableret af HERA, der skal være med til at sikre forsyningssikkerheden af lægemidler under fremtidige pandemier. Dertil kommer, at udgifterne til lægemidler i de nordiske sundhedsbudgetter fortsætter med at stige – både på grund af demografi, men også på grund af nye og dyre lægemidler.

Så der er grunde nok til, at Nordisk Lægemiddelforum nu lancerer en ny fælles strategi, som skal sætte retningen for samarbejdet de næste år.

- Nu har vi brugt de sidste syv år på at dele viden, afdække muligheder og arbejde sammen på at finde fælles løsninger på de udfordringer, vi alle har stået over for. Det er vi lykkedes ganske godt med. Men hvis vi også skal lykkes med at følge med tiden og udviklingen, er vi nødt til at rykke endnu tættere sammen, siger Flemming Sonne, Chair for Nordisk Lægemiddelforum og administrerende direktør i Amgros i Danmark.

Den nye fællesnordiske strategi fokuserer på tre områder. Innovativt indkøbssamarbejde. Sikker forsyning. Og en stærk nordisk stemme.

FÆLLES GUIDELINES FOR NORDISKE FORHANDLINGER

Ved at fokusere på innovative indkøbssamarbejder håber organisationerne i Nordisk Lægemiddelforum, at vi kan være med til at sikre, at vores patienter fortsat har adgang til både de nye og de ældre lægemidler. Samtidig vil vi arbejde for, at indkøbene sker på en fortsat mere miljøvenlig måde. Derfor har Nordisk Lægemiddelforum inden for fokusområdet Innovative indkøbssamarbejde valgt at samarbejde om tre områder: Ny og ofte lovende medicin. Fælles nordiske udbud. Og Horizon Scanning.

- Som nationale indkøbere af hospitalsmedicin oplever vi alle stigende pres på vores budgetter på grund af stigende udgifter til ny, ofte lovende medicin. Her har vi allerede erfaring med fælles nordiske prisforhandlinger på ny medicin. Det kan på sigt være med til at sikre patienterne bedre adgang til behandling. De erfaringer vil vi lære af og arbejde videre med ved blandt andet at udvikle fælles guidelines for fælles forhandlinger, siger Tommy Juhl Nielsen, direktør, Pharma Division at Sykehusinnkjøp HF in Norge.

Avancerede terapier er også et område, som Nordisk Lægemiddelforum vil fokusere på i den nye strategi. Her har medlemmerne fra alle lande erfaret, at det kan tage lang tid at nå til frem til en aftale på dette område. Dertil kommer, at vi forventer, at de avancerede terapier i fremtiden vil udgøre en stigende andel af nye medicinske behandlinger. Landene – i første omgang Sverige, Norge og Danmark – vil derfor samarbejde og vidensdele om standardvilkår for ATMP’er.

VIL SÆTTE AFTRYK PÅ DEN GRØNNE DAGSORDEN

De nordiske lande har allerede gode erfaringer med at lave fælles udbud på tværs af grænserne. Senest har landene publiceret et fælles udbud, hvor også miljø indgik som et kriterium. For dette modtog vi i 2022 en europæisk pris for Innovation & Procurement Excellence.

Med den nye fælles strategi har landene en klar ambition om at bidrage til den grønne omstilling. Og om at blive anerkendt som en samarbejdspartner, der udvikler og leverer bæredygtige og innovative løsninger, når det kommer til at forsyne det offentlige sundhedsvæsen med lægemidler.

- Organisationerne i Nordisk Lægemiddelforum har en vigtig opgave i forhold til at sikre forsyningen af lægemidler til de offentlige hospitaler i de enkelte lande. Det er også en af hovedårsagerne til, at vi har lavet fælles udbud. Men den tid er forbi, hvor forsyning kun handlede om pris og kvalitet – og om at kunne levere varerne. Det handler i høj grad også om bæredygtighed og miljø. Derfor har vi i landene nu besluttet, at vi vil sætte vores aftryk på denne grønne dagsorden, siger Rannveig Alma Einarsdóttir, Clinical pharmacist og Project Manager, Medicines Committee of Landspítala Island.

UDNYTTE UNIKKE VIDEN INDEN FOR HORIZON SCANNING

Horizon Scanning udgør allerede i dag et vigtigt område for samarbejdet i Nordisk Lægemiddelforum. Det har hjulpet os med at planlægge processer, forberede prisforhandlinger med leverandørerne og tilrettelægge vores udbud i god tid. Men vores viden på dette område har vi også delt med lande uden for det nordiske fællesskab. Amgros og den svenske regionale samarbejdsmodel på lægemidler, via Region Stockholm, har således spillet en vigtig rolle i arbejdet med at etablere The International Horizon Scanning Initiative, som er et samarbejde mellem otte europæiske lande.

Der er derfor gode grunde til, at vi med den nye fælles nordiske strategi vil fortsætte vores nære samarbejde om Horizon Scanning.

- Horizon scanning er alfa og omega for, at vi ved, hvilke lægemidler der er på vej til vores nordiske markeder. Det hjælper os med at forberede fremtidige forhandlinger, giver os viden om, hvornår der kommer konkurrenter – og hjælper os med at tilrettelægge vores udbud. Den store viden og unikke position, som de nordiske lande har inden for horizon scanning skal vi udnytte i vores organisationer, siger Marianne Aufrecht-Gustafsson, Senior Legal Advisor in Health and Medical Care Administration (HSF), Stockholm Region in Sverige.

DELER VIDEN OM RESTORDRER

Ud over innovative indkøbssamarbejder er sikker forsyning det andet strategiske område i den nye strategi for Nordisk Lægemiddelforum. Her vil landene først og fremmest fokusere på vanskelighederne med forsyningen af lægemidler.

- I Nordisk Lægemiddelforum har vi været gode til at dele viden om, hvordan vi håndterer de daglige problemer med restordrer. Det skal vi naturligvis fortsætte med. Men vi tror på, at der er meget at hente ved også at dele viden og samarbejde om mere strategiske initiativer, som kan sikre forsyningen af lægemidler, siger Kerstin Carlsson, Director, HUS Pharmacy, HUS Group, the joint authority for Helsinki and Uusimaa in Finland.

En vigtig brik i at sikre forsyningen af lægemidler er sygehusapotekernes produktion af lægemidler til den enkelte patient. Landene har derfor også en ambition om sammen at vidensdele yderligere om udviklingen og produktionen af disse magistrelle lægemidler.

I første omgang vil Nordisk Lægemiddelforum skabe et overblik over alle de steder, hvor landene i dag producerer disse lægemidler. På længere sigt har landene et ønske om, at det også bliver muligt at have magistrelle lægemidler på lager.

LANDENE SKAL HAVE EN STÆRK NORDISK STEMME

Nordisk Lægemiddelforum har løbende fortalt om de initiativer og resultater, der er skabt gennem samarbejdet. På den måde er det allerede lykkedes for landene at blive anerkendt for vores indsats i forhold til at kunne forsyne den offentlige sektor med lægemidler. Men vi skal blive endnu mere synlige.

- Vi lever i en verden, hvor udviklingen går hurtigt. Og hvor globale leverandører samt regionale og internationale samarbejdsfora har en vigtig stemme. Her skal Nordisk Lægemiddelforum også have en stærk stemme, så vores interesser bliver hørt. Samtidig skal vi styrke dialogen med vores interessenter, så vi bliver ved med at lære af hinanden, siger Flemming Sonne, Chair for Nordisk Lægemiddelforum og administrerende direktør i Amgros.

Læs hele den nye fælles nordiske strategi for lægemidler her.

FAKTA

Følgende organisationer er afsendere på strategien

Amgros I/S - Denmark

Sykehusinnkjøp HF - Norway

Norwegian Medicines Agency - Norway

Den svenske regionale samarbejdsmodel på lægemidler herunder Stockholm Region and Swedish Association of Local Authorities and Regions (SALAR) - Sweden

Icelandic Medicines Agency - Iceland

Medicines Committee of Landspítala - Iceland

HUS Pharmacy, HUS Group, the joint authority for Helsinki and Uusimaa - Finland

 

Innovation & Procurement Excellence. Læs mere om den europæiske pris her: https://www.amgros.dk/viden-og-analyser/artikler/europaeisk-pris-for-nordiske-miljoekriterier/

 

HERA. Læs mere om HERA her: https://commission.europa.eu/about-european-commission/departments-and-executive-agencies/health-emergency-preparedness-and-response-authority_en

 

IHSI – International Horizon Scanning Initiative – blev etableret i 2019 for at udvikle og vedligeholde en database med information om ny medicin og medicinsk udstyr, som forventes at komme ind på det europæiske marked.

IHSI står også bag udviklingen af en high impact rapport, som baserer sig på informationerne i databasen.

Magistrelle lægemidler fremstiller sygehusapotekerne til den enkelte patient eller mindre patientgrupper, der har særlige behov, og som industriens produkter ikke kan opfylde.

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.