INTERNATIONAL STANDARD MOD ANTIBIOTIKA-RESISTENS I NORDISK UDBUD


Island, Norge og Danmark har netop publiceret endnu et fælles nordisk udbud. Da vi i det meste af verden oplever stigende problemer med resistens over for antibiotika, har landene denne gang formuleret specifikke kriterier for forebyggelse af antibiotikaresistens.

11. MARTS 2024

Island, Norge og Danmark kæmper med at sikre forsyningen af visse lægemidler. Udfordringen er stigende – særligt for de ældre lægemidler. Derfor har landenes indkøbsorganisationer nu for tredje gang publiceret et fælles nordisk udbud rettet mod ældre velkendte lægemidler med forsyningsudfordringer. Og for anden gang har vi ud over pris og forsyningssikkerhed også vægtet miljø.

Her har vi lyttet til leverandørerne og taget udgangspunkt i en international standard, som skal bekæmpe antibiotika-resistens. Den internationale standard gør det lettere for leverandørerne at operere på et lægemiddelmarked, der i dag er globalt.

Ifølge kriterierne kan leverandørerne få point for, at de allerede er - eller er på vej til at blive - certificeret efter AMRIA (AMR Industry Alliance) Antibiotic Manufacturing Standard - eller en anden lignende standard.

- Når vi med dette nyeste udbud har valgt at fokusere på krav vedrørende antibiotika, er det fordi vi i Norden gerne vil være med til at mindske den stigende resistens. Samtidig håber vi på, at landene i deres nationale udbud kan benytte de samme kriterier, så vi på den måde gør det lettere for leverandørerne at bidrage til en mere bæredygtig forsyning af lægemidler, siger Tommy Juhl Nielsen, Divisjonsdirektør, divisjon legemidler, Sykehusinnkjøp Norge.

 

LEVERANDØRERNE HAR VIST VELVILJE
De nye miljøkriterier har været præsenteret for leverandørerne. Det skete tilbage i juni 2023, hvor Nordisk Lægemiddelforum havde inviteret leverandørerne til et dialogmøde om vores fælles udkast til kriterier. På baggrund af denne dialog kunne landene formulere de endelige kriterier. 

Efterfølgende har leverandørerne i slutningen af 2023 haft mulighed for at deltage i individuelle virtuelle møder med de tre lande. Her har nye leverandører kunne lære mere om processen for at deltage i de fælles nordiske udbud, og de erfarne leverandører har kunne komme med yderligere input til udbuddene.

- Det har endnu engang været godt at opleve, hvor interesseret industrien generelt er i at være med til at løfte bæredygtighedsdagsordenen. Uden deres engagement og vilje var vi aldrig nået så langt, som vi trods alt er. Men jeg tænker også, at vi alle er klar over, at vi skal videre ad den vej for at kunne understøtte de både nationale og internationale mål for vores miljø og klima, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.
ISLAND FÅR FORHÅBENTLIG FLERE AFTALER
Landene har i denne omgang publiceret i alt tre udbud, hvoraf to omfatter antibiotika. Udbuddene omfatter tilsammen 14 lægemidler. Fire af lægemidlerne var ikke med i forrige fælles nordiske udbud.  

Alle lægemidlerne er valgt ud fra en vurdering af, hvor vidt de er forsyningskritiske i de tre lande. Eller hvor vidt der historisk set har været få leverandører på markedet. 

- Det betyder meget for os, at vi denne gang har udvidet sortimentet, så de fælles nordiske udbud omfatter flere lægemidler. Det er vores håb, at det øger antallet af lægemidler, som vi i Island kan få en aftale på. Det kan forhåbentlig være med til at øge forsyningssikkerheden af lægemidler til Island, siger Hulda Harðardóttir, Project Manager, Landspitali, Island.

Fristen for tilbud udløber den 30. april 2024. De nye aftaler træder i kraft den 1. april 2025.

 

FAKTA

AMRIA Industry Alliance har udviklet Antibiotic Manufacturing Standard.


AMRIA er en alliance, som består af mere end 100 virksomheder og organisationer fra lægemiddelindustrien – med det fælles mål at lave bæredygtige løsninger, som kan bremse udviklingen af antimikrobiel resistens.


En certificering med AMRIA Antibiotic Manufacturing Standard viser, at en uafhængig tredjepart har verificeret, at man som virksomhed har processer på plads, der bekæmper antibiotika resistens.

I dag er det alene BSI, British Standards Institution, som certificerer virksomheder for at følge AMRIA Antibiotic Manufacutering Standard.


Læs mere om AMRIA her


De 14 lægemidler, som de tre udbud omfatter, er:

Ampicillin
Piperacillin og tazobactam
Cefuroxim
Gentamicin
Ciprofloxacin
Vancomycin
Metronidazol
Ondansetron
Hydrocortison
Fluconazol
Aciclovir
Methotrexat
Paracetamol
Meropenem

Læs miljøkriterierne her

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.